Om Sinne
Jeg hedder Sinne, er lige blevet 50 år og bor på landet mellem Horsens og Juelsminde sammen med min mand og min søn. Her har vi den dejligste landvilla og vi er så heldige at være omgivet af skov, marker og sø. Vi deler naturen med vores hund, vores mange katte og selvfølgelig pindsvin, egern, hjorte, hare, ræve og hvad der ellers bor herude på landet. Min mand kommer fra Færøerne, hvor naturen er fuldstændig fantastisk.
Jeg er født og opvokset i Lemvig, en lille købstad i Vestjylland, ned til Limfjorden og tæt på Vesterhavet og Klosterheden. Her boede jeg hele min barndom og mine unge år, indtil jeg blev i slutningen af 20erne.
Som 19 årig mistede jeg både min far og min mor med 4 måneders mellemrum. Pludselig blev jeg alene i verden og skulle tage alle de voksne beslutninger selv. Jeg har en storebror, som er 16 år ældre end mig. Men han boede med sin familie i Nordjylland. Jeg skulle i gang med socialrådgiver uddannelsen i Esbjerg, så jeg var nødt til at stå på egne ben.
Men denne uddannelse føltes ikke rigtig for mig. Da jeg var halvvejs igennem uddannelsen, valgte jeg at hoppe fra. Jeg måtte overveje, hvad jeg egentlig ville med mit liv. Så jeg prøvede noget helt nyt. Jeg flyttede til København, hvor jeg arbejdede, som pædagogmedhjælper i en vuggestue.
Men den store forandring i luften - fra den reneste havluft til luften i vores kære hovedstad. Og sikkert også forskellen i aktivitet og støj, påvirkede mig utrolig meget. Jeg fik ofte hovedpine, ondt i halsen, problemer med maven og mange sygedage. Jeg var tit i kontakt med min læge og til sidst var hans råd meget tydelig:
"Flyt tilbage til Jylland, det er den medicin, som du har brug for" :)
Og ganske rigtigt, jeg blev rask - i krop, sjæl og sind - med det samme, at jeg flyttede tilbage til Jylland, til roen og til den friske havluft.
Min tid i vuggestuen havde dog fået mig til at finde den vej, som jeg skulle tage. Jeg ville være pædagog. i 2003 blev jeg færdig som pædagog. Årene er gået og jeg har elsket mit arbejde med børn og unge mennesker. En af mine største leveregler er:
"Jeg vil gøre en forskel"
Det er det vigtigste i mit arbejde som pædagog. At gøre en forskel, at være der for en anden person, at lytte og guide, at forstå og bare være tilstede. Så enkelt er det faktisk. Vær nærværende og lyt.
Jeg tog en efteruddannelse som adfærd-, kontakt- og trivselspædagog. Nu var jeg rustet til at hjælpe de børn og unge, som havde det svært i livet og med særlige behov. Det fandt mig nemt at snakke med de unge mennesker og skabe den tryghed og tillid, som skal til for, at tingene virkelig lykkedes. Det kunne jeg godt tænke mig at bruge noget mere - uddanne mig til at kunne bruge samtalen til at hjælpe andre.
Pludselig fandt jeg frem til det rigtige - Naturterapeut. Psykoterapeut med naturen som samarbejdspartner.
Yes, det prøver jeg :)
Og så er vi nået frem til slutningen - eller rettere begyndelsen.
Min begyndelse som naturterapeut :)